Indretning af kontrolrumsskærme og videovægge

Et typisk kontrolrum, hvad enten der er tale om en produktionsvirksomheds SCADA kontrolrum eller et kontrolrum for sikrings- og vagtpersonalet i et varehus eller bygning, er udstyret med et antal billedrørsskærme eller fladskærme.

Mange gange ses det, at netop kontrolrummet er vokset lidt i etaper og flere skærme er sat op over tid. Det kan give et meget rodet kontrolrum og skærmene kan have forskellig alder og kvalitet, hvilket kan gøre overvågningen anstrengende. Ældre skærme er oftest heller ikke designet til at være tændte 24/7/365 og ønsker man specielle løsninger med flere skærme betjent af samme tastatur og mus, samt muligheden for at vise flere type applikationer og systembrugerflader på samme tid (og samme skærm), bliver dette en yderligere en udfordring.  

Sammenhængende skærme og videovægge

Moderne kontrolrum kan udstyres med sammenhængende skærme eller det der populært sagt kaldes en ”videovæg” eller en ”displayvæg”. De sammenhængende skærme er oftest monteret tæt op ad hinanden og har en billedskærm, der går fra kant til kant, dvs. at skærmens fysiske kabinet har en meget lille kant. Anvendes der eks. 4 stk. sammenhængende 55” skærme opnås der et stort sammenhængende skærmområde (2,4 x 1,3 meter), hvor det viste skærmbillede kan gå ’på tværs’ af de 4 fysiske skærme, dvs. at skærmbilledet optræder som ét stort skærmbillede. 

Styring af de viste skærmbilleder

Med de sammenhængende skærme og videovæggene, kan de viste skærmbilleder styres på en effektiv måde. Med den tilhørende konfigurationssoftware kan der frit designes skærmlayouts og perspektiver, der kan bestå af flere billedkilder.  Disse layouts kan gemmes og senere kaldes frem. Eksemplet kan være flg.:

Der laves eks. 3 forskellige layouts:

  1. Layout for daghold: Dette layout består af billeder fra 4 forskellige videokameraer samt visning af adgangskontrolsystemets alarmbrugerflade samt det system, hvor alle aktuelle møde bookninger med virksomhedens ansatte er registreret. Der kan også tilføjes en ønsket hjemmeside, enten en www side eller virksomhedens intranet side.
  2. Layout for aften/nathold: Dette layout består af billeder fra 2 termiske videokameraer og 4 belyste videokameraer samt indbrudsalarmsystemets alarm brugerflade.
  3. For produktionens procesoperatører laves der layouts med forskellige SCADA skærmbilleder samt visning af det system, der har produktionsrecepterne og aktuelle produktionsordrer.

Foruddefinerede layouts kan også automatisk kaldes frem, eks. ved en brandalarm, hvor layoutet eksempelvis kan indeholde de videokameraer, der vil understøtte en evakuering.